Typificeringer af børn og forældre

Typificering er et begreb, der omhandler fagpersoners formelle og uformelle kategorisering af børn og deres forældre. Formel kategorisering sker i kraft af standardkriterier, fx i anvendelse af diagnoser, mens uformel kategorisering foregår ikke-bevidst og mindre åbenlyst. I samspillet med børn spiller formelle og uformelle typificeringer sammen og præger fagpersoners opfattelse og vurderinger af børn (Meeuwisse og Swärd 2014).

Typificering er noget vi alle gør, når nogen gør noget anderledes

Ifølge et socialpsykologisk perspektiv vil mennesker ofte forklare afvigende adfærd på én af to måder. Den ene slags forklaring kaldes for egenskabsforklaringer, som man typisk bruger i forhold til mennesker, man ikke identificerer sig med, fordi de fx har en diagnose eller andre kulturelle karakteristika, personlighedstræk, følelser, holdninger, evner eller intelligens end én selv. Den anden slags forklaring kaldes for situationsforklaringer, som man vil være tilbøjelig til at bruge i forhold til mennesker, som man identificerer sig med. Når man situationsforklarer afvigende adfærd, lægger man forklaringskraften i den konkrete psyko-sociale situation, hvor afvigelsen sker (Skytte 2013). Forskellen ligger i, om man betragter afvigelsen forankret i en slags indre årsager (egenskabsforklaringer) eller i omstændigheder omkring handlingerne (situationsforklaringer).

Børn og deres familier kan blive sat i bås

Ikke formel typificering er en mekanisme, som er nært knyttet til både faglige og personlige forforståelser. I fagpersoners arbejde med børn betyder dette, at nogle børns afvigende handlinger forklares med de egenskaber, som fagpersonerne mener barnet eller familien har. Det sker, når fagpersoner entydigt forklarer barnets afvigende handlinger fx med manglende grænser i opdragelsen eller med en diagnose, som barnet evt. har. Der kan imidlertid være andre børn i den samme praksis, som også gør afvigende handlinger, men hvor disse handlinger begrundes i situationen – eksempelvis at der var for meget larm, at barnet var kommet uheldigt i gang med dagen el. lign.

Begrebet typificering giver opmærksomhed til, at formelle og uformelle kategoriseringer fletter sig ind i hinanden og giver anledning til forskellige forventninger til børn og forskellige reaktioner på det de gør. Typificering gør, at et barn kan blive mødt af bestemte forventninger og reaktioner uanset, hvad barnet gør og hvorfor, hvilket kan begrænse barnets deltagelsesmuligheder.

Sådan afdækker I typificering på spil i jeres praksis

I praksis kan typificering ikke undgås, men effekten af mekanismen kan imødegås ved at gøre sig om bevidst om

  • ”Hvilke børn gør noget, som vi ofte forklarer med karakteristika ved barnet eller barnets familie?”
  • ”Hvis vi zoomer ind på en bestemt situation, hvilke faktorer i situationen kunne alternativt forklare, at barnet gør som det gør?”

Ønsker I at vide mere

om typificering af børn og forældre eller ønsker I foredrag/workshop om, hvordan I som institution kan arbejde med inklusion ud fra denne synsvinkel, kan I kontakte Charlotte Brønsted fra Inklusionsakademiet (charlotte.broensted@inklusionsakademiet.dk).

  • Meeuwisse Anna og Swärd, Hans (red.) (2014) ”Perspektiver på sociale problemer” Hans Reitzel
  • Skytte, Marianne (2013) i Skytte m.fl. (red) ”Socialt arbejde: teorier og perspektiver” Akademisk Forlag