Et samfund ude af balance – en pædagogik ude af balance

I en verden, der viser utallige tegn på at være ude af balance, bliver det en stadig større og mere krævende opgave at udvikle en pædagogik, der kan yde sit bidrag til en mere bæredygtig verden. Det har altid været pædagogikkens opgave at opdrage og socialisere den opvoksende generation af børn og unge til at videreføre det eksisterende samfund gennem kulturel overlevering og tilegnelse af nødvendige færdigheder og kompetencer.

I dag stilles pædagogikken over for en opgave med vidtrækkende konsekvenser for den kommende generation, idet denne generations fremtid afhænger af om et fremtidigt samfund kender sine grænser for vækst og resurseforbrug. At videreføre det eksisterende samfund er derfor ikke en bæredygtig fremtid for hverken den nuværende eller kommende generationer.

Et samfund ude af balance sætter sine spor i de pædagogiske institutioner i form af nogle grundlæggende måder at forstå de pædagogiske opgaver på. Således er der sket en overophedning af de pædagogiske institutioner, fordi de overlæsses med en række samfundsmæssige konflikter og udfordringer, som ligger uden for pædagogikkens domæne. Det drejer sig om sociale uligheder, der skyldes ulighed i socio-økonomiske opvækstvilkår, diskrimination af etniske minoriteter, der har rødder i samfundsmæssig diskrimination, uligheder i adgangen til uddannelser, ulighed i sundhed, ulighed i betingelser for præstationer og deltagelse i fællesskaber – alle disse samfundsmæssige ubalancer kan ikke udlignes eller udjævnes alene ved målrettede pædagogiske strategier.

Det er velkendt – trods al tale om lige chancer i dagtilbud og skoler – at pædagogiske institutioner også yder deres bidrag til at reproducere uligheder og at der er begrænsede muligheder for at kompensere for uligheden gennem pædagogiske indsatser. Ubalancen kommer ført og fremmest til udtryk som et misforhold mellem opgaver og resurser og mellem forskningsbaseret viden om hvad der skal til og politiske styringsinteresser, mellem dannelse til medborger og læring for arbejdsmarkedet, mellem det individuelle og det sociale, mellem læresteder og væresteder.

En pædagogik på omgangshøjde med den globale udfordring

Pædagogikken må udvikles som led i en erkendelse af at samfundet har brug for en ny oplysningstid, hvor globale problemer kun kan løses gennem samhørighed med globale fællessskaber – og ikke kun gennem individuelle livsstrategier. Tiden er inde til at tænke dannelse til at kunne leve med forskellighed i samme verden – og ikke i forskellige verdener.

Til opfølgning….

Inkluderende fællesskaber – fællesskaber i balance

De store og de små fællesskaber som arenaer for bæredygtighed

At bidrage til fællesskaber og at profitere af fællesskaber

Pædagogisk praksis – en balancekunst