Hvornår er barnet inkluderet?

Inklusionsakademiet har udviklet en definition, der indeholder fem indikatorer, som kan bruges til at vurdere i hvilket omfang og på hvilke måder det enkelte barn kan siges at være inkluderet. Det enkelte barn er fuldt inkluderet, når følgende fem betingelser er til stede og kan iagttages. De fire første repræsenterer et institutionelt og professionelt perspektiv på inklusion, mens den femte repræsenterer et børneperspektiv:

  • FYSISK INKLUSION: Barnet har adgang til en almengruppe og har mulighed for at interagere og kommunikere med børn i almene fællesskaber. Her er fysisk tilstedeværelse en betingelse
  • SOCIAL INKLUSION: Barnet deltager i børns selvorganiserede fællesskaber, hvor der er gensidighed i de sociale relationer med muligheder for at forhandle roller og positioner.
  • PÆDAGOGISK INKLUSION: Barnet deltager i pædagogisk tilrettelagte og målstyrede aktiviteter og bidrager til individuelle og fælles opgaver på anerkendte måder
  • LÆRINGSMÆSSIG INKLUSION: Barnets deltagelse skaber et læringsudbytte, der medvirker til social, faglig og personlig udvikling
  • PSYKISK INKLUSION: Barnet oplever selv at dets bidrag værdsættes, dets roller anerkendes og at det har status som ligeværdigt medlem. Her skabes positive selvbilleder, der udvikler selvtillid, selvrespekt og selvværd. Det barnets egen oplevelse af sin deltagelse, sin trivsel og læring, der er afgørende. Ingen børn kan siges at være (fuldt) inkluderet medmindre de selv oplever sig inkluderet (se børneperspektivet)

 

Sådan kan du bruge indikatorer på individ-niveau:

I praksis kan man arbejde med indikatorerne ved at personalegruppen formulerer nogle fælles tegn, som man er enige om skal kunne iagttages. FX: Hvad kigger vi efter når vi vurderer i hvilket omfang et barn er socialt inkluderet? Hvilke tegn skal være til stede for at barnet er psykisk inkluderet? Og hvilke metoder kan vi bruge til at iagttage og undersøge psykisk inklusion?

Ønsker I at vide mere

om inklusion og arbejdet med disse indikatorer i form af foredrag/workshop kan I kontakte Bent Madsen (bent.madsen@inklusionsakademiet.dk)

Litteratur:

  • Madsen, B., (2009): At vide hvad der ekskluderer for at udvikle en pædagogik, der inkluderer. I: Petersen, C.: Inklusionens pædagogik. Hans Reitzel.