VORES FÆLLES STÅSTED

Pædagogisk udvikling er kulturudvikling

Vi forstår kultur som handlinger og materialitet, der over tid bliver til forventninger og selvfølgeligheder i en given social og fysisk kontekst. Kultur vil ofte have en konserverende funktion –  man reproducerer bestemte handlinger og forståelser over tid, fordi det er det selvfølgelige at gøre, når man er en del af kulturen.  Kultur kan derfor være et (ikke bevidst) stærkt værn mod forandring.  Hvis man vil udvikle sin pædagogik, så det sætter sig spor i samværet med børnene og i det kollegiale samarbejde, så skal man have fat på sin kultur og de antagelser man har om børn, forældre, god pædagogik, passende opførsel osv.

Alle der har arbejdet med at opdage sin egen kultur ved, at det er en svær opgave, fordi man skal spørge til det, der forekommer så naturligt, at det ikke giver mening at spørge til. Samtidig er det en kulturteoretisk pointe, at man ikke kan komme bagom sin egen kultur  – man kan ikke komme fri af den – men man kan træne sig i at spørge til dét, der synes indlysende og hvilken betydning, det får for vores forståelser af mennesker og fænomener.

Vi har arbejdet med at reflektere iagttagelse af den nære verden, som den eksisterer i dagtilbud (fx hvad er børnenes læringsudbytte i en given situation), men også trænet vores blik på den nære verden (fx hvem der lærer hvem, hvad, hvorfor og med hvis øjne det opleves som relevant).