InklusionsAkademiet

-historiske og teoretiske rødder

Historien om InklusionsAkademiet går til bage til etableringen af Nationalt Videncenter for Inklusion og Eksklusion (NVIE), der kom til verden i 2005 som et samarbejde mellem de nuværende professionshøjskoler, UC-Syddanmark og Københavns Professionshøjskole. Med en bevilling fra undervisningsministeriet i ryggen startede NVIE op med 30 forsknings- og udviklingsprojekter, som blev gennemført med ansættelse af 10 – 12 faste videncenterkonsulenter. Ideen bag videncentret var at indsamle, producere og formidle viden om inklusion , dels som et teoretisk og fagligt begreb og dels som en professionel praksis på tværs af almen-, special- og socialpædagogik og på tværs af institutioner og sektorer.

I løbet af sin 10 årige levetid (2005 – 2015) lykkedes det for NVIE at sætte en betydningsfuld dagsorden for udvikling af en inkluderende pædagogik med fokus på alle typer af ekskluderende mekanismer, der ledsager arbejdet med inkluderende fællesskaber. I en række landsdækkende konferencer, gennem forskningsrapporter og bøger samt udviklingsprojekter og faglige arrangementer i næsten halvdelen af landets kommuner, formidlede NVIE den nyeste viden til gavn for børn, unge og voksne samt især pædagoger og lærere. Især vandt forståelsen af inklusion som alle borgeres ret til deltagelse i det samfundsmæssige liv udbredelse gennem en række refleksionsmodeller og definitioner, der byggede på både sociologiske, psykologiske, antropologiske og filosofiske tilgange. Denne tværfaglige tilgang blev sikret ved at videncenterkonsulenternes uddannelsesmæssige baggrunde afspejlede satsningen på inklusion som et tværfagligt pædagogisk felt.

I sin teoretiske tilgang udviklede NVIE definitioner og analyser af inklusionspraksis, som blev dagsordenssættende for et stort antal inklusionsprojekter. Et vendepunkt i den nationale forståelse af inklusions-praksis var, at inklusionsbestræbelserne måtte rettes mod alle børn og unge – og ikke kun mod børn og unge med særlige behov. I dag er denne forståelse af inklusionsarbejdet nærmest blevet mainstream.

Da NVIEs eksistens 2015 dannede en gruppe af videncenterkonsulenter Inklusions-akademiet, der nu søger at videreføre arbejdet med at udvikle inklusion som et betydningsfuldt begreb for både pædagogisk teori og pædagogisk praksis. Lige som et videncenter arbejder konsulenterne i Inklusions-akademiet med at udvikle og formidle viden, der udspringer af konsulenternes egen forskningspraksis og deres medvirken i kommunale udviklingsprojekter. Et kendetegn for IAs vidensproduktion er at den finder sted i et tæt samarbejde med praksisfeltet, hvor praktikernes egne vidensformer og erfaringer udvikles i dialog med konsulenterne. En grundlæggende værdi i samarbejdet om fx evalueringsprojekter er konsulenternes forpligtelse til at tilbageføre den producerede viden til praksisfeltet, så praktikerne selv bliver i stand til at udvikle den viden og de metoder, der er behov for i en omskiftelig praksis. På denne måde kommer Inklusions-akademiet i berøring med mange forskellige pædagogiske miljøer, deres videnskultur og konkrete erfaringer, hvilket giver adgang til at systematisere viden, der har en høj grad af aktualitet og anvendelighed.