Udvikling af praksis gennem viden om den

Gør vi det, vi siger vi gør? Sandsynligvis ikke. Der er sjældent entydig overensstemmelse mellem fagpersoners intentioner og det de gør i praksis. Det giver en risiko for, at inklusion forbliver en intention og ikke en erfaret praksis for de involverede. Den risiko kan minimeres ved at indsamle dokumentationsmateriale fra hverdagen, som giver indsigt i samspil mellem fagpersoner og børn, og som kan danne grundlag for en efterfølgende kollegial analyse og refleksion over dét,  der sker i situationer.

Forventning og oplevelse er tæt forbundet

Som mennesker oplever vi situationer forskelligt. Selvom vi ser det samme, er det ikke ensbetydende med, at vi lægger mærke til det samme, ligesom vi ofte også fortolker dét vi ser forskelligt. At vi bemærker forskelligt afhænger bl.a. forventninger og tidligere erfaringer (Albrechtsen 2015). Det betyder, at der ofte er forskelle i kollegers vurderinger af et barn. Denne forskel er frugtbar, fordi det giver mulighed for at udveksle forskellige forståelser af barnet, samspillet og professionelle målsætninger med den praksis hvori, det sker.

Man bliver klogere når man ser på en hændelse igen

En praksisnær refleksion kræver indsigt i pædagogiske processer (interaktion) fra hverdagen. Den indsigt opnår man ved at bruge dokumentationsmateriale, som kan fastholde detaljer i hændelser fra dagligdagen, fx. praksisfortællinger, lyd- eller billedoptagelse. På den måde lagrer man situationer, så det bliver muligt at ‘genspille’ den ved en senere lejlighed fx på et personalemøde. Sammen med sine kolleger kan man drøfte, hvad man hver især bemærker ved den situation, som man har optaget eller skrevet ned og sammen reflektere de forskellige nuancer, man hver især lægger mærke til.

Kan man ikke bare fortælle hinanden, hvad man har oplevet?

Mundtligt referat af hændelser er ikke tilstrækkeligt, fordi fortællingen om ”det der skete” ændrer sig en lille smule, hver gang man fortæller den, og så forsvinder de vigtige detaljer, og det er ofte i detaljen, at kimen til nye forståelser af barnet og nye handlemuligheder bor.

Sådan analyserer du pædagogiske processer

Analysespørgsmål kan være frugtbare at læne sig op ad, så drøftelsen kommer hele vejen rundt om barnet i fokus, de andre børn, fagpersonens intentioner og konteksten, det foregår i  (se også ”Refleksionsspørgsmål til udvikling af praksis” ).

Med indsigt i pædagogiske processer bliver det bl.a. muligt for fagpersoner at:

  • Drøfte situationen gennem de involveredes motiver, emotioner og handlegrunde, som kan åbne for nye forståelser af sammenhænge mellem børn og kontekst, som kan kvalificere en efterfølgende inkluderende intervention (Højholt og Larsen i Aabro red. 2014)
  • Evaluere om det man faktisk gør er i overensstemmelse med egne faglige og formelle målsætninger (Hansen 2009)

Ønsker I at vide mere

om hvordan man udvikler sin praksis gennem en viden om den eller ønsker I foredrag/workshop om, hvordan I som institution kan arbejde med inklusion ud fra denne synsvinkel, kan I kontakte Charlotte Brønsted fra Inklusionsakademiet (charlotte.broensted@inklusionsakademiet.dk).

 

  • Albrechtsen, Thomas (2015) ”Professionelle læringsfællesskaber: teamsamarbejde og undervisningsudvikling”
  • Fisker, Søren (2018) “Systematisk refleksion i pædagogisk praksis”. Nye handlemuligheder og bedre trivsel” Dafolo
  • Højholt, Charlotte og Larsen, Maja Røn (2014) i Aabro, Christian (red.) ”Læring i daginstitutioner – et erobringsforsøg” Dafolo
  • Hansen, Janne Hedegaard (2009) ”Narrativ dokumentation” eller “Narrativ dokumentation i velfærdsprofessionerne” (2017) Akademisk Forlag
  • Togsverd, Line m.fl. (2017) “Viden i spil i daginstitutioner” DPP – detpaedagogiskeprojekt@gmail.com